Den tidligere oddset-babe, 44-årige Janni Mathorne Christensen, ryddede alle forsider, da hun i 2010 blev anholdt og varetægtsfængslet for at have snydt en ældre alkoholisk rigmand for 1,5 millioner kroner. Nu er hun blevet kæreste med den 25 år ældre respekterede forretningsmand og milliardær Karsten Ree, nok mest kendt som tidligere ejer af Den Blå Avis. Parret får en turbulent start på deres forhold, da Janni idømmes 1 år og 3 måneders fængsel i landsretten. Alligevel vælger parret at flytte sammen i Karstens 70 millioner kroner dyre palæ på Strandvejen. Nye udfordringer kommer dog hurtigt til, for Karstens gamle ven er tilsyneladende ikke glad for at se det umage par sammen og vil gøre alt for at sætte en stopper for deres forhold. Også selvom det kræver, at der tages mere drastiske midler i brug.