Gry Bay inviterer i aften Vicki Berlin, Jens Arentzen og Finn Nielsen på 4-Stjerners Middag. Gry er mest kendt fra den erotiske film "All about Anna", men den 36-årige Vesterbroer favner bredt. Hun er ikke blot skuespiller - hun har både udgivet en cd med sine egne tekster og musik, hun er børnebogsforfatter, og så har hun en fin samling af egne oliemalerier. Men i december 2009 blev Gry mor, og da hun er alene med sin datter, efterlader det ikke meget tid til noget andet - hverken skuespil, sang eller for den sags skyld madlavning. Så det bliver spændende at se, om det lykkes for Gry at stable et måltid på benene til sine tre forventningsfulde gæster, når de i aften besøger hende i hendes lyse Vesterbrolejlighed, som hun deler med sin lille datter og den ruhårede gravhund, Bastian.