I aften byder sexolog Robert Lubarski Grand Prix-stjernen Christina Chanée, debattør Asmaa Abdol-Hamid og 'praktikanten' Thomas Skov på 4-Stjerners Middag. Lubarski er sexolog og kendt fra Go' Morgen Danmark. Han kalder sig selv for "kærligheds-shaman" og lever for at forkynde kærligheden på Moder Jord. Robert sværger til det spirituelle og spiser kun dyr, der har haft det godt. Privat bor han sammen med sin kone og deres tre sønner i et bofællesskab med 14 andre familier nord for København. Aftenens madlavning foregår over et stort bål, hvor der blandt andet skal steges lam og tigerrejer på spyd. Underholdningen efter maden består i et kærligheds-ritual, som Robert laver med sine gæster.