6. september 1982. En mand trykker på nogle forkerte knapper, og det skal få fatale følger. Han er ombord på det danske krigsskib Peder Skram for at tjekke dets missilsystem, da et missil pludselig affyres og ikke kan kaldes tilbage. Besætningen ved ikke, hvor det er på vej hen. De ved kun, at missilet består af 100 kg sprængstof, og at det er skabt til ødelæggelse. Men hvad har missilet kurs mod? Passagerfærgen mellem Jylland og Sjælland, Benzinøen i København, et atomkraftværk, der vil slå tusindvis af mennesker ihjel eller et russisk spionskib, der kan gøre den kolde krig særdeles varm?
Orlogskaptajn H.G. Olsen har trykket på knapperne, umiddelbart inden missilet går af, men han frikendes i første omgang. Nøglen, der skal sidde i systemet, før en affyring kan ske, har hele tiden været låst inde i kaptajnens kahyt. Affyringen skyldes en teknisk fejl, og hele skibets besætning er lettet. Den amerikanske våbenfabrikant, der har solgt systemet til Danmark, går pludselig ombord på skibet. De hævder, at der ikke er noget i vejen med missilsystemet. Er det hele i virkeligheden H.G. Olsens skyld, og bærer han alene ansvaret for at sætte Danmarks sikkerhed over styr?
Orlogskaptajn H.G. Olsen står under anklage. Han har ikke overholdt procedurerne og skal straffes. Det er ikke formildende, at han anses som én af Europas fremmeste missileksperter, og at han selv hævder sin uskyld. Nye oplysninger kommer frem, og det viser sig, at et lignende uheld har fundet sted. Her blev et missil også fejlagtigt affyret, og besætningen ligeledes holdt ansvarlig for at have begået fejl. Journalister begynder at grave i sagen, for højere oppe i systemet ønsker man at undgå for meget opmærksomhed.
Hemmelige dokumenter dukker op og sår tvivl om orlogskaptajn H.G. Olsens skyld og ansvar. Sagen begynder at smuldre. Ingen vil tage skylden på sig. Hverken den amerikanske våbenfabrikant eller de ansvarlige i Søværnet, som har undladt at videregive vigtige informationer omkring sikkerheden af missilsystemet. Meget er usikkert, men ét er sikkert og vist: Der skal placeres et ansvar.