TV3s reportage-serie Liv og død følger redningsmænd og -kvinder, der hver dag arbejder med at redde liv i akutbiler, ambulancer og på landets hospitaler. I første program møder vi paramedicineren Sussie, der bliver sendt ud til Jess, som er blevet stukket i halsen med en kniv i sit eget hjem. Jess bløder rigtig meget, og Sussie må kæmpe for at stoppe blødningen. Flere måneder senere vil Jess gerne møde Sussie og sige tak for hjælpen. Vi får også hele historien om, hvad der skete på den skæbnesvangre dag, hvor Jess nær mistede livet. Vi møder også paramedicineren Teis, der kører ambulance i Nordsjælland. Teis kommer ud til en yngre kvinde, der har stærke smerter i underlivet. Kvinden er allergisk overfor morfin, så Teis må tage andre metoder i brug for at dulme kvindes smerter. På Sydsjælland kommer paramedicineren Heinrich ud til en kun 6-årig dreng, der er vågnet op midt om natten med stærke brystsmerter, og akutlægen Tina må skynde sig ud til et færdselsuheld, hvor en mand har slået nakken, fordi han er kørt ind i et træ.