9 dage før et tragisk terrorangreb rammer København, lever otte fremmede mennesker hver deres liv, uvidende om hvad der venter forude. Ægteparret Morten og Camillas bryllupsdag trues af sønnens misbrug, og kokken Nikolaj lægger nye karriereplaner ved at tage ufine midler i brug. Jamal kæmper med at tage kørekort, og 10-årige Marie finder en taske med våben, som får store konsekvenser for justitsminister Elisabeth Hofmanns og hendes ægteskab med konen Stina.
PET orienterer Elisabeth om våbenfundet, men hun vil af egoistiske grunde ikke have nyheden ud i pressen. Jamal stævnes for ubetalte fartbøder, og hans forhold til storebroren bliver mere anstrengt. Den hjemløse Ginger hidser sig op på myndighederne, og Holger forsøger at flygte fra sit plejehjemsliv. Nikolaj har overtaget restauranten og har store planer.
Nyheden om automatvåbnene er nået ud i pressen, og Elisabeth beslutter sig for at trække sig som justitsminister. Ginger stjæler Mortens VVS-bil, og da Morten og Camilla kommer hjem til en smadret lejlighed, laver de nye, hårde regler for sønnen, Albert. Den svenske sangerinde Lisa lever et dobbeltliv, som pludselig tager en uventet drejning. Holger får et overraskende besøg på plejehjemmet, og Jamal beslutter at anskaffe sig en pistol for at beskytte sig selv.
Den potentielle terrortrussel stiller Elisabeth i et svært dilemma, der truer hendes pension. Nikolaj vil teste den nye restaurant med en prøvemiddag, og Louise må lade Marie være alene hjemme for at beholde sit job. Lisa giver sin mand, Stefan, en overraskende nyhed, og Jamal fravælger sin familie for at være sammen med Alban. Morten må aflyse sin arbejdsdag og øjner i stedet chancen for at komme tættere på sin søn.
Det er åbningsaften for Restaurant Svin. Nikolaj overtaler Louise til at arbejde, selvom det er Maries fødselsdag. Jamal sættes på en prøve, da han skal hente en pakke for Alban, og Lisa overrasker Philip med uanmeldt besøg. Forholdet mellem Elisabeth og Stina er truet, efter at Elisabeth har besluttet at blive som justitsminister. Holger er nervøs for middagen med sine børn, og en uheldig fejl bliver afgørende for hans aften. Der er fulde huse på Restauranten Svin, da to maskerede mænd træder ind, åbner ild og ændrer livet for altid.
Nyhederne er fyldt med terrorangrebet, og en paranoid Jamal forsøger at slette sporene til Alban. En sørgende Elisabeth beslutter trods sit personlige tab at arbejde videre. Philip beder Lisa om tilgivelse, og Morten fortryder sin reaktion overfor Albert. Ved restauranten nægtes Nikolaj adgang af efterforskerne, og på hospitalet svæver Marie mellem liv og død. Holger sidder fortabt på plejehjemmet og lytter til telefonbeskederne fra den skæbnesvangre aften, da det banker på døren.
Jamal er hovedmistænkt og opsøger Alban for at få hjælp. Elisabeth tyer til risikable midler i jagten på gerningsmændene, og Holger er i tvivl om han skal deltage i sin datters begravelse. På hospitalet er Marie vågnet men husker ikke angrebet, og Louise ved ikke, hvilken sandhed hun bør fortælle. Camilla opdager til sin overraskelse, at Morten har hævet sin pension for at kickstarte deres nye liv. Både Philip og Stefan prøver forgæves at få fat i Lisa, der ender med at søge trøst et helt tredje sted.
Jamal er varetægtsfængslet som hovedmistænkt, og Elisabeth besøger ham i fængslet. Nikolaj har fået en idé til et nyt restaurantkoncept, og Morten beslutter sig for at slå "plat eller krone" om både stort og småt. Ginger er uofficielt flyttet ind hos Holger, og i hans selskab finder hun fornyet mod til at ændre forholdet til sin søn. Til gengæld finder Holger ud af, at Ginger holder på en altafgørende hemmelighed. Nikolaj går med til at hjælpe Maries hukommelse på vej, men det bringer også personlige minder tilbage, der kan bringe hans nye planer i fare.
Selvom Gingers bevismateriale peger på nye mistænkte, er Jamal stemplet i lokalsamfundet, og hans familie er bekymret. Elisabeths drastiske metoder afsløres, og hendes nærmeste får nok. Marie udskrives fra hospitalet og har en plan, som Louise ikke kender til. Nikolaj er deprimeret og fordrukken, så Lisa tager ham med til den koncert, hun skal spille i byen. Mortens udskejelser skaber konflikt i familien, og Camilla stiller ham et ultimatum. Ginger forsoner sig med Holger, som har noget i ærmet - en gave til Ginger.
Gerningsmændene er blevet varetægtsfængslet. Louise er utrolig lettet, men Marie har vigtigere ting i hovedet. Albert viser en ny side af sig selv i et forsøg på at redde familien. Lisa indrømmer sine følelser overfor Stefan og må vente på hans valg. Trods Jamals frikendelse må hans familie bøde for resultatet af det, han troede var kærlighed. Elisabeth får detaljer om gerningsmændenes motiv, og hun må tage sin politiske ideologi op til revision. Nikolaj får sin restaurant tilbage, men hvad skal han stille op med den?