Pengejægerne følger i sporet af 687 mio. hvidvaskede danske kroner, der er overført til udlandet af det illegale hawala-netværk. Pengesporet leder via varekøb hos tilsyneladende respektable europæiske virksomheder til lande som Syrien, Irak, Libanon og Libyen. De store millionbeløb betaler for alt fra våben og armerede biler til modermælkserstatning og smør. Alle varerne sendes til Mellemøsten eller Nordafrika. Det verdensomspændende hawala-netværk råder til hver en tid over store milliardbeløb i kontanter og kan via danske hvidvaskere kanalisere penge ind i banksystemet, hvorfra de nemt kan flyttes rundt i verden.