Per i Norge, det er ham med motorerne. Det ved og husker alle, der har set ham starte 12 forskellige motorer på den lille ø i den norske skærgård, hvor han bor. Sluttende med savværket og den gamle Fordson-traktor.
Der blev lavet tre programmer med Per, fordi vi tog helt til Svalbard, hvor han var isbjørnejæger i sin ungdom. Her fortalte han drabelige historier, og vi fik fantastiske billeder af bl.a. hvalrosserne, der ventede på os.
Fem år senere lavede vi yderligere to programmer med Per. Han har nemlig også brændeovne alle mulige steder - og laver bål hele tiden. Han er den mest charmerende, den sejeste og den mest selvhjulpne mand, vi nogensinde har mødt.