Der er otte deltagere tilbage, som alle har håbet om at blive Danmarks næste store popstjerne. I dag har dommerne, Christiane Schaumburg-Müller O'Connor, Medina og Søren Rasted, udfordret deltagerne, med en koncert for lyttere af The Voice. Men kan de otte deltagere stå distancen og performe som ægte stjerner, foran et kræsent publikum og de tre dommere?
Deltagerne får en ny sang, og de kæmper hårdt med at lære både tekst, koreografi og performance. Selvom de får hjælp af Medinas egne dansere, er der lang vej til at kunne udføre en professionel optræden, og nervøsiteten for at fejle breder sig. Efter koncerten bliver deltagerne udsat for en ubehagelig overraskelse; dommerne giver dem nemlig en besked, de allermindst vil høre.